Skolebørn har også brug for omsorg – og politikerne skal skabe rammerne for det

Artiklen er oprindeligt bragt i Altinget d. 26.02.2024

Der skal politisk fokus på omsorg for skolebørn og ikke kun børn i dagstilbud. Første skridt er at sikre, at lærere og pædagoger har tid til at tale med børn og unge om, hvordan de har det, skriver psykolog Malene Angelo.

Der hersker nogle steder en fejlopfattelse af begrebet omsorg som noget, der står i modsætning til læring og dermed er forbeholdt de yngste børn i dagtilbud.

Måske har vi i Børns Vilkår endda selv været med til at fremføre den idé, når vi gentagende gange har betonet, hvor meget læringsmål fylder i dagtilbudsloven kontra bestemmelser, der har med omsorg at gøre.

Intet kunne imidlertid være mere forkert. Det er en forudsætning for et hvert menneskes trivsel og evne til at lære, at man mødes med omsorg. Det behov ophører ikke, fordi man bliver ældre. 

Omsorg er altså også vigtigt, når børnene rykker ind i skolen. Særligt vigtigt er det i overgangsfasen mellem de to institutioner.

Det gælder for alle, at når vi føler os hørt og forstået, øger det vores engagement, nysgerrighed og vilje til at lære.Den kendsgerning er for længst blevet anerkendt indenfor ledelse.

Vi ved godt, det er en god ide at møde hinanden med et venligt ansigt og undgå at udskamme medarbejdere, der har begået fejl.

Det samme glæder for lærere og pædagoger. 

Det er meget imponerende at se, hvordan eksempelvis børnehaveklasseledere med stærke relationskompetencer får bragt ro, glæde og læringsparathed frem i en klasse med 24 små mennesker, der alle er optagede af noget forskelligt, og hvoraf nogle endnu ikke er trygge i skolen og parate til at sige farvel til deres forældre.

Det virker nærmest som et vidundermiddel, når lærere møder deres elever med varme øjne, et venligt ansigt og en krop, der viser, at de er velkomne. Et kærligt klem på skulderen og en blød stemmeføring kan gøre underværker.

Alligevel oplever jeg, at der er rammer og vilkår, som gør det vanskeligt for nogle lærere at møde børnene med tilstrækkelig omsorg i form netop af ro, nærvær og interesse.

Dén vigtige del af lærernes arbejde skal der være langt mere rum og plads til, end der er i dag.

Børns Vilkår har i flere undersøgelser beskæftiget sig med, hvordan børn oplever relationen til deres lærere. Senest i en spørgeskemaundersøgelse, vi lancerede i sidste uge, hvor flere tusinde skoleelever har svaret på spørgsmål om blandt andet deres trivsel i skolen.

Denne undersøgelse viser ligesom de foregående, at der er sammenhæng mellem elevernes skoleglæde og deres oplevelse af at være på god fod med deres lærere.

Elever der har lærere, som viser interesse for dem, lytter til dem og støtter dem, er glade for at gå i skole. Mens det modsatte gælder for dem, der ikke oplever at have en god relation til deres lærere.

Utryghed i en lærer-elev relation kan påvirke både elevens skoleglæde, faglige udvikling og generelle trivsel negativt, og så placerer det eleven i en position, hvor vedkommende risikerer at blive overset i situationer, hvor han eller hun har allermest brug for en voksen.

En anden analyse fra Børns Vilkår har vist, at hvert tredje barn, som har gennemgået en livskrise, eksempelvis mobning, forældres skilsmisse eller alvorlig sygdom i familien, ikke har oplevet at have en voksen på skolen, der talte med dem om, hvordan de havde det.

Analysen forklarer ikke, hvad det skyldes, men det handler selvfølgelig hverken om læreres uvidenhed eller onde vilje.

Årsagen skal formentlig findes ved at se nærmere på de udfordringer, der kan være for den tætte kontakt mellem de voksne i skolen og eleverne.

Blandt andet har et mangeårigt fokus på læringsmål taget vigtig tid fra det pædagogiske arbejde i skolerne.

Vi skal anerkende, at nogle elever har brug for mere omsorg end andre for eksempel i form af øjenkontakt, en støttende hånd, opmuntrende bemærkninger og hyppig vejledning.

Det skal der være tid til. Ligesom der skal være tid til at tale med børn og unge om, hvordan de har de. Særligt hvis de gennemgår svære perioder i deres liv.

Hvis ikke eleverne føler sig trygge ved, at læreren kan lide dem og vil hjælpe dem, er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, at engagere dem i et positivt og meningsfuldt fællesskab. 

Noget, vi ved, er helt fundamentalt for elevernes trivsel og udvikling.

Omsorg er nu endelig begyndt at få opmærksomhed som et selvstændigt indsatsområde i landets dagtilbud og i forskning.

Og ved årsskiftet trådte loven om minimumsnormeringer i kraft. Det er de første spæde men vigtige skridt til bedre forebyggelse af mistrivsel og til fremme af sund mental udvikling hos børn i dagtilbud.

Jeg kunne ønske mig, at omsorg fik tilsvarende mere fokus og højere prioritet også på skoleområdet, så alle børn kan være trygge i skolen og få de bedste forudsætninger for at udvikle sig, trives og lære.

Det er på høje tid at prioritere rigtigt og huske på, at pædagoger og lærere er mennesker, som reagerer på afmagtssituationer og utryghed – ligesom alle andre.

De skal have gode muligheder for sparring og feedback på deres praksis, hvis skolen skal kunne tilbyde alle børn trygge relationer og fællesskaber.

Vi skal tage det alvorligt, når lærere oplever krav og pres, der stiller sig i vejen for, at de kan være rolige og nærværende i mødet med deres elever.

Hvis ikke vi tilbyder lærere og pædagoger gode nok forudsætninger, lader vi dem i stikken – og det samme gør vi med de børn og unge, hvis trivsel og udvikling, de er med til at bære ansvaret for.

Det er helt afgørende, at politikerne er villige til at prioritere bedre vilkår og rammer for børn, pædagoger og lærere, end der er i dag, hvis de gode intentioner om at vende mistrivselskurven skal realiseres.